Mandag
Tir.-ons.
Torsdag
Fredag
Weekend*
8 - 19
8 - 17
8 - 18
8 - 17
9 - 16 m. få undtagelser
Tlf. 45 86 15 80
Ved dyrlæge Carsten Holm Petersen
Hjerte-/Lungeorm
 
Information omkring Hjerte- og Lungeorm
HL-Test1

Sygdommen sås første gang allersidst i det sidste århundrede – dvs. at sygdommen kun har ca. 25 år på bagen i Danmark. Desværre ser det ud til, at den har fået godt tag i især området omkring København, og på vores klinik ser vi den oftere og oftere – i visse perioder af året adskillige gange om ugen. Nogle hunde er stort set upåvirkede på trods af stor udskillelse af larver – andre hunde bliver meget påvirkede, og lidelsen kan i yderst sjældne tilfælde ende med døden. Infektion med hjerteorm (Angyostrongylus Vasorum) er væsentligt farligere end infektion med lungeorm (Crenosoma Vulpis).

For at komme på forkant med lidelsen er der nogle oplysninger som er vigtige. Vores område er placeret midt i lidelsens hovedudbredelsesområde her i landet, så den kan vi ikke gøre noget ved. Ormenes livscyklus er til gengæld af stor vigtighed. Som begrebet siger, er der tale om noget der kører i ring, men lad os starte med afføringen, som fra et dyr smittet med hjerteorm kan indeholde i tusindvis af larver. Denne afføring virker som en magnet på snegle, som meget gerne æder efterladt hundeafføring. Sneglen indtager herved stadie 1 larven – også kaldet L1. I sneglen transformerer larven sig via to stadier til en L3 larve som udskilles i sneglens slim og dermed afsættes i naturen. Vi har alle billedet af en dugvåd græsplæne en morgenstund, hvor der syner masser af sneglespor. Alle disse spor er potentielt smitsomme, men vi skal jo huske på, at det langt fra er alle snegle som er bærere. Hunden skal på den ene eller anden måde indtage inficeret slim. Dette kan være fordi fodringen som aktivitet foregår på græsplænen, fordi tyggebenet har ligget i græsset, fordi man æder en snegl naturligvis eller fordi man drikker af vandpytter på sin tur i områder, hvor snegle bevæger sig igennem. Alt sammen noget der kan være svært at forebygge. Når L3 larven er kommet ind i hunden vil den gennemgå yderligere to udviklingsstadier og ender i hjertet som den voksne orm (eller L5). Herfra vil den producere nye larver L1 som vandrer ud af blodkarene og ender i afføringen som jo før eller siden kvitteres og dermed er cyklus slut. For lungeorms vedkommende ender de voksne orm i lungerne – altså de større bronchier og evt. luftrøret.

Hvad kan vi gøre?

Først og fremmest kan vi gøre vores bedste for at samle hundens efterladenskaber op. Dette er dog lettere sagt end gjort, for det burde være en selvfølgelighed hvis efterladenskaberne ender på eller i nærheden af gangbare stier, men er straks langt sværere, hvis hundene braser rundt i underskoven og hygger sig eller andre steder, hvor løse hunde er tilladt. Vi må erkende at problemet ikke løses af denne vej alene – vi skal også huske på at ormene også florerer i rævebestanden og nok også hos grævlinger.

Vi kan bekæmpe snegle lokalt i haven, men ikke forhindre at smitten foregår alle andre steder.

Vi kan medicinere hunden forebyggende, men det er mange hunde der i givet fald skal medicineres for de relativt få der faktisk smittes, i hvert fald som smittetrykket er i dag. Her på klinikken får et par håndfulde patienter forebyggende behandling stort set året rundt, men det er fordi de forinden har været inficeret flere gange.

Vi kan rutinemæssigt tjekke for om hunden har larver i afføringen ved en Baermann undersøgelse. Undersøgelsen består i at afføring fra tre på hinanden følgende dage(f.eks. mandag/tirsdag/onsdag) hænges op i et gazestykke i en opstilling med vand. Efter 24 timer vil hjerte- eller lungeormslarverne have bevæget sigt gennem gazen og være sunket til bunds i opstillingen. Bundfaldet tappes herefter og mikroskoperes og larverne findes med stor (ikke 100%) sandsynlighed. Dette er en ret god løsning og bestemt noget der bør overvejes kraftigt i hundens første leveår – på grund af større tendens til at ”smage” på forskellige ting er infektionsrisikoen hos unge dyr langt større end hos ældre dyr.

Alle hunde som udviser symptomer – dette kan være hoste, nedsat motionslyst/træthed eller mærkelige blødninger, bør naturligvis have foretaget en Baermann undersøgelse.

Hvad er taktikken?

Her på klinikken vil vi efter undersøgelse af et hostende dyr, herunder snaptest, hvor en smule afføring undersøges direkte i mikroskop, anbefale indsamling af fæces til en Baermann undersøgelse. Ved positiv undersøgelse, hvor ormene findes i mikroskopet efter 24 timer i vandbad, sættes en konservativ behandling i værk. Her på klinikken bruges Panacur i ½ dosis i 20 dage ofte kombineret med en smule binyrebarkhormon, for at hindre de inflammationer, der kommer i vævet når ormene slås ihjel.

Såfremt undersøgelsen er negativ og hunden fortsat hoster vil næste skridt være en røntgenundersøgelse eventuelt kombineret med en blodprøve. På røntgen fremstår infektioner meget ofte med fortætninger i de bageste lungelapper.

 
IMG_1633
Bemærk små vatsky lignende fortætninger bagved og over hjertet; det er inflammationer skabt af lungeorm

Efter endt behandling kontrolleres fæces igen ved en ny Baermann undersøgelse. I de få tilfælde hvor denne fortsat er positiv behandles videre med spot-on behandling – typisk Advocate. Det er klart, at i de tilfælde hvor infektionen kun afslører sig på røntgen, foregår kontrollen også ved et kontrolrøntgenbillede.

Hvad er prognosen?

I langt de fleste tilfælde forløber behandlingen uproblematisk, når hunden ikke præsenteres med væsentlige vejrtrækningsproblemer. I nogle tilfælde, hvor vi finder ormene på en snaptest og hvor hunden er påvirket i sin vejrtrækning vil vi foretage en røntgenundersøgelse for at vurdere omfanget af skader på lungerne og såfremt dette synes af mere alvorlig karakter så startes behandlingen på klinikken under observation, så vi har mulighed for at give iltbehandling, hvis der forekommer vejrtrækningsbesvær. I sådanne tilfælde er prognosen mere reserveret, men i de 25 år Carsten har arbejdet med lidelsen har han kun mødt ét verificeret fatalt tilfælde. Det betyder bestemt ikke at  lidelsen er ufarlig, men blot at man skal være omhyggelig og hellere undersøge én gang for meget end én gang for lidt, så hunde der hoster bør ALTID undersøges for disse orm.


Senest opdateret 20.01.2017 09:44 af CHP